Hvornår starter træningen så?
Træningen af talenterne starter medio oktober i 2009.
En del af talenterne vil naturligvis have ting de skal i deres sommerferie, hvilket der vil blive taget højde for ved den individuelle tilrettelæggelse af træningen.
Selve træningen
I det første halve til hele år kommer træningen i høj grad til at være delt i to ’typer’ af træning; den tekniske og den fysiske.
Den tekniske træning foregår i robåden, og handler om at deltageren skal beherske de tekniske elementer så godt som muligt. Vi vil arbejde med balance, koordination, koncentration, præcision, rytme og samarbejde i båden med de øvrige roere på holdbåde. Alt sammen med det mål, at roeren/roerne skal kunne flytte båden så langt som muligt per åretag.
For at blive så dygtig som muligt til det tekniske, skal tingene indlæres rigtigt fra starten. Dette opnås bedst, når roeren er frisk og mentalt veloplagt. Træningen af det tekniske kommer derfor til at foregå ved lav intensitet og i kortere perioder.
Roning er en fysisk krævende idræt. Der stilles høje krav til kondition (iltoptagelse) og styrke. Det kræver ganske store mængder træning, som i begyndelsen ikke kan opnås ved roning, fordi teknikken endnu ikke er til det.
Deltagerne vil derfor skulle træne kondition og styrke på andre måder end roning. Det kan for eksempel være svømning, løb og cykling og gerne kombineret. Derudover vil der være gymnastik med elementer af styrke, koordination, smidighed, stabilitet, og egentlig styrketræning.
Formålet med den varierede træning er desuden at sikre, at deltagerne får styrket hele kroppen, og ikke kun de muskler, der bruges i roning. Således sikres skadesforebyggelse, variation og alsidighed.
En uge i den første måned kunne se således ud
Mandag
- 30-40 min i singlesculler.
- 30-40 min. løb (interval)
- 15 min smidighed
Tirsdag
- 60 min i otter
- 30 min styrketræning
Onsdag
- 30-40 min i singlesculler.
- 30-40 min. cykling
- 15 min smidighed
Torsdag
- Balance-konkurrencer i 1x
- 30 min styrketræning
Fredag
- fridag
Lørdag
- 60 min i otter
- 45 min cykling
Søndag
- 30-40 min i singlesculler
- 60 min løbe- interval-konkurrencer
Målsætninger for træningen
Målsætningen er, at deltagerne efter en måned har roet 70-100 km i singlesculler (se info om bådtyper her) og i gennemsnit har trænet 5-6 gange om ugen. Desuden skal de have lavet kæntringsøvelser og balance- og teknikkonkurrencer.
Deltagernes fysiske udgangspunkt vil formentlig være meget forskelligt, så vi kommer til at lægge vægt på individuel fysisk træning. I de første par uger vil vi screene deltagerne og udarbejde individuelle planer med mere eller mindre fokus på styrke, kondition og smidighed.
Konkurrencer i 2010 TBD
I eftersommeren er der gode muligheder for at deltage ved kaproninger (regattaer) i Danmark. Vi planlægger deltagelse ved følgende kaproninger:
- aug. Årgangsmesterskaber Holstebro
- aug. Danske Bank Cup, Bagsværd
- sept. Begynderkaproning, Sorø
- okt. DM
Deltagerne vil både skulle ro singlesculler og holdbåde til de forskellige regattaer.


